I marts er foråret i gang. Vejret skal være meget kold, for at bremse de første trækfugles ankomst. I begyndelsen går det langsomt, og de første viber i februar kan sagtens blive overraskede over et kuldefremstød, hvor de så må satse på at stå frosten igennem eller trække lidt mod syd igen. Men et tidligt forårstegn er de, viberne. Der er steder på Fanø, jeg altid holder øje med på denne årstid. Hvor vi ved , at viberne rykker ind først. I den første tid inaktive, inden den karakteristiske dans i luftrummet over engen sætter ind på de første solrige dage.
Denne dag nedenfor Norddiget i Sønderho stod viberne på denne måde roligt og afventende i en våd dis og faldt i ét med landskabet. Jeg arbejdede på et stort stykke akvarelpapir, hvorpå farven havde svært ved at tørre i det fugtige vejr. De sidste fem år har jeg ofte arbejdet med store kinesiske pensler, der kan indeholde meget vand og farve. Samtidig bruger jeg tit tegnekul og kulstøv, der opløses i vand og efterlader smukke strukturer på papiret. Tilsammen giver det mig større mulighed for – eller tvinger mig til at – arbejde mere spontant og ekspressivt, og det præcise ornitologiske billede må træde tilbage. Men måske kan jeg bedre fortolke og formidle stedes karakter med disse teknikker, hvor detaljer er mindre vigtige end stemning. Føler mig mindst lige så meget til stede i landskabet, når jeg arbejder mere ekspressivt. Som om stedet, vinden, vejret og lydene arbejder aktivt med.
