Klitter er en uudtømmelig kilde til inspiration. Ligesom kunstnere kan bruges et helt liv på at fordybe sig i at fastholde havets eller himmelens karakter, er klitter et landskabselement med masser af muligheder for fortolkning. Bevoksningen, farverne, strukturen, formerne og selvfølgelig lys og skygge former tilsammen et kompleks motiv, som man kan behandle naturalistisk, ekspressivt eller abstrakt. Jeg har altid hold meget af Reinhard Heinemanns oliemaleriet, akvareller og tryk af klitterne på Fanø. Også selvom jeg i mange år befandt mig lysår fra hans ekspressive og avantgardistiske tilgang. Kærligheden til stederne og motiverne kunne jeg se mig selv i, og som årene er gået har jeg i stadig større grad forladt ambitionen om at gengive klitterne naturalistisk. Jeg ser derfor i dag helt nye ting i Heinemanns klitter og nyder dem kun mere. Jeg forstår hans sprog.
Klitterne syd for Pælebjerg midt på Fanø fremstår i dag åbne landskaber hvor man kan se hele vejen til Sønderho Mølle på en klar dag. Efter årtusindskiftet fjernede Naturstyrelsen selvsåede træer fra hele den såkaldte nordatlantiske klithede, som på europæisk plan er helt unik. Tilgroningen truede med at ændre klitheden til et stort "gennemsnitligt" krat, hvorved lyset ville forsvinde og klitternes dramatiske landskab forsvinde for øjet. Dyre og plantearter knyttet til den åbne klithede var allerede under hårdt pres, men har med rydningen fået lyset og vinden tilbage, som de kræver for at trives. En af dem er rørhøgen, der godt nok yngler i de tætte bevoksninger af tagrør vest her for, men som fouragerer i åbent land og derfor nyder godt at det ambitiøse naturgenopretningsprojekt. Tilgroning er egentlig en naturlig proces i mange naturtyper, men træerne på klitheden havde fået et overtag pga. plantagen, der konstant sender frø ud over terrænet. I dag søger man derfor at undgå ny tilgroning ved at lade nøjsomme kvægtyper græsse i landskabet.
Rørhøgen ankommer fra sit vinterkvarter i marts/april og er et dagligt indslag i Fanøs natur hele sommeren, indtil den stikker af igen i september/oktober. Begynder jeg at tegne er interessant landskab uden fugle, er der en stor chance for, at en rørhøg bogstaveligt talt flyver ind i mit motiv, inden jeg er færdig. Således også denne varme sommerdag i klitterne syd for Pælebjerg. Det hårde eftermiddagslys reflekteredes i de åbne sandflader som f.eks. på stien og i den del af vegetationen, der var eksponeret. Mens den høje lyng, der stadig ikke var i blomst fremviste meget dybe skygger, hvor jeg med tegnekul kunne tydeliggøre interessante kontraster i motivet. Med brede strøg fra store kinesiske pensler kan jeg åbne et mere spontant udtryk i billeder fra klitlandskabet, og detaljer bør jeg lade hånt om. Paletten er relativ smal, men det er tankevækkende, at klittens vegetation indeholder mange farver fra mossets gulgrønne nuancer over rensdyrlavets mærkelige gråblå tone, der er uhyre svære at ramme, til lyngens mange udgaver at brun, rødlig og…senere på sommeren… violet.
